Benalmadena Costa – et af de mest populære områder på Costa Del Sol.
Benalmádena Costa
Muligvis det mest familievenlige område på Costa del Sol. Benalmádena Costa har rigtig meget at byde på for børnefamilier og for dem, som bare ønsker en god beliggenhed i en charmerende by tæt på lufthavnen. Lad os få det nævnt med det samme – Benalmádena Costa ligger 20 minutter fra Málaga lufthavn og er af samme årsag rigtig populær for deltidsbeboere på Costa del Sol. Det er dem, der har en feriebolig i Benalmádena, de bruger som et andet hjem, og som derfor ønsker at kunne komme hurtigt frem og tilbage til lufthavnen under de hyppige besøg.
Paradis for ungerne
Når vi siger, at Benalmádena Costa er særligt familievenligt, så er det fordi, at du inden for 5 minutter kan besøge:
- Parque de la Paloma
- Tivoli World
- Kabelbanen
- Selwo Park
Parque de Paloma er en bedårende lille park midt i byen. Her finder du både søer, lokale og eksotiske planter samt børnezoo med fugle og kaniner. Faktisk færdes kaninerne mere eller mindre frit i hele parken. Det er en virkelig flot og velholdt park, som både børn og voksne har glæde af at besøge.
Lige ved siden af Parque de la Paloma findes Selwo Park, hvor du kan svømme med delfiner og søløver samt fodre pingviner.
Er I mere til fugleliv kan I tage kabelbanen op ad bjergsiden til toppen af Calamorro-bjerget, hvor der er imponerende rovfugleshow. Sportstyperne tager kabelbanen op og mountainbiken ned! Tivoli World er Costa del Sols forlystelsespark, hvor børn i alle aldre kan fyre den af i rutsjebanerne eller tage en tur i karrusellerne. Parken er garant for en god og sjov dag, der giver trætte og tilfredse unger.
Puerto Marina – livsnyderi og shopping for de voksne
En flot og bred promenade forbinder resten af Benalmádena Costa med den attraktive Puerto Marina, der er Benalmádenas lystbådehavn. Side om side med jollerne ligger millionæryachter og flydende hoteller.
Når man spadserer rundt på marinaen i Benalmádena ser man både fra mange forskellige lande, engelske, tyske, svenske, danske – foruden en del spanske både naturligvis. Denne blanding af nationaliteter afspejler meget godt, hvordan indbyggerne i kommunen er fordelt. Det er på alle måder en ganske internationalt orienteret kommune, hvilket sandsynligvis har noget at gøre med, at Benalmádena var det første område i 60’erne til at akkommodere den voksende turisme, der kom ind med charterflyene fra blandt andet Skandinavien.
Særligt for denne havn er shopping- og restauranttilbuddene, der er ganske omfattende. Det kan vel bedst sammenlignes med et mellemstort shoppingcenter. Puerto Marina Shopping, som ’centeret’ hedder, har endda sin egen web med information om åbningstider, butikker, restauranter med mere. Når mørket falder på har havnen også et ganske fornuftigt natteliv.
I umiddelbar tilknytning til havnen finder du Sea Life Benalmádena, der er et akvarium, som tilbyder mange aktiviteter og smukke omgivelser. Mest ejendommeligt er nok den ’pettting zoo’, der lader dig fodre og ’kæle’ rokkerne. Der er en del at spare på at købe billetter til Sea Life Benalmádena online.
Benálmadena Pueblo – Den hvide landsby beliggende i bjergene
Lidt trukket tilbage fra kysten og godt oppe af bjergsiden finder vi Benalmádena Pueblo. Denne pueblo minder om de fleste andre spanske landsbyer i den forstand, at husene er hvidmalede og gaderne er snørklede og charmerende. Det er en hyggelig lille landsby, der skiller sig ud fra mængden ved at have en meget blandet indbyggerbase. Her er mange forskellige nationaliteter men man hører især dansk blive talt rund omkring på byens cafeer. Montebello, Nordsjællands afdeling for genoptræning, ligger nemlig i Benalmádena Pueblo og patienterne nyder selvfølgelig byens tilbud samt den allestedsværende fantastiske udsigt til Middelhavet.
Masser af kultur – knap så meget golf
Sea food-festival, filmfestival, Saint Patricks Day, arabisk festival, turistdag – dette er blot nogle af de mange festivaller og mærkedage, der fejres gennem året i Benálmadena, som er en meget inkluderende kommune. Mange kunstudstillinger og foredrag finder sted på Castillo Bil Bil, som er en meget karismatisk bygning i arabisk stil, der ligger ved stranden af samme navn. Castillo Bil Bil kan ses fra hovedvejen N-340. Ligeledes er stupaen (den 33 meter høje hvid- og guldfarvede bygning, der kan ses fra det meste af kysten) omdrejningspunkt for en masse meditiationsarrangementer af buddhister såvel som ikke-buddhister.
Modsat mange andre områder på Costa del Sol er Benálmadena ikke noget golf-tungt område. Der er Torrequebrada Golf og den noget mindre Benalmádena Golf, men det er ikke golfernes paradis. Dog er der ikke langt til det enorme udvalg af fænomenale golfbaner, Solkysten har at byde på.
Hvis nærhed til golfbaner er vigtigt for dig, anbefaler vi, at du tager et kig på området Mijas Costa. Se for eksempel vores video fra Gran Calanova Golf her.
Lyder en bolig på Benalmádena Costa som noget for dig? Så tag et kig på de boliger, Mojo Estates har i udbud i området lige nu. Kontakt os for en fremvisning – virtuelle fremvisninger er også muligt.
Per Moensted